VEDLIGEHOLDELSESGUIDE

På denne side giver vi jer et overblik over, hvordan I kan vælge at vedligeholde jeres nye bord fra Eberhart Furniture.

Vores guide er inddelt i følgende sektioner:​

Vedligeholdelse af betonborde

Hvad gør vi, hvis der kommer en plet på vores betonbord?

Vedligehold af trædele

Men før I skal vedligeholde bordet skal I lige have det i hænde først. Læs om levering.

 

VEDLIGEHOLDELSE AF JERES BETONBORD

​Jeres bordplade er pre-imprægneret med et nano-cover fra produktionen.

Har I købt et bord med bordplade i beton, anbefaler vi i forhold til vedligeholdelse følgende:

Vi anbefaler, at I lader bordet blive i sin originalemballage v. stuetemperatur i 24 timer efter modtagelsen af bordet. Dette for at bordet og særligt ben kan akklimatisere sig. 

Vores gode kunder har forskellige preferencer i forhold til, hvorledes bordpladen skal tage sig ud. Ønsker I en rå og mere spraglet bordplade, anbefaler vi at tage bordet i brug uden videre behandling. Ønsker I derimod en mere velbeskyttet plade imod dagligdagssmuds anbefaler vi, at I giver bordet endnu en omgang imprægnering i form af et nano-cover og voks inden ibrugtagning. 

 

Vi anvender denne imprægnering.

Via linket kan I købe produktet og også læse nærmere herom. I showroomet hos Eberhart Furniture har I endvidere mulighed for at købe imprægneringen i 250ml flasker. 

Med vores grund-imprægnering er det vigtigt at understrege, at bordet fortsat ville kunne tage imod syre, fedt, rødvin etc., men I ville kunne nå at reagere, hvis uheldet er ude. 

Til generel vedligholdelse af jeres bordplade anbefaler vi, at I løbende supplerer imprægneringen med en transparent voks. 

Den voks vi anbefaler er terpentin-baseret og hærder hård op. I kan finde voksen her eller alternativt købe den fysisk i showroomet hos Eberhart Furniture. Følg anvisningen på bøtten. 

Voksen giver bordpladen en afvisende overflade.

I kan med fordel give bordet en let voksbehandling på månedsbasis, men vurder selv i takt med, at bordet tages i brug. 

I det daglige rengøres betonbordpladen med en fugtig klud​ uden sæbe

Sådan påføres hhv. imprægnering og voks:

Bordet beskyttes først med en nanoimprægnering. 

Nanocoveret sprayes på bordpladen (det kan også hældes på ved større borde) og fordeles ligeligt ud på pladen med en engangsklud. Lad det stå 5 minutter og tør herefter overskydende nanocover af med en tør klud. Gentag proceduren én gang til. 

Når bordet er imprægneret med nanocover skal det stå og tørre op i en times tid. Derpå anbefaler vi, at bordet behandles med voks. Voksen udgør sammen med vores nanocover et værn imod fedt og flydende væsker. Der er altså tale om en dobbeltforsegling. 

Den voks vi anbefaler er en naturvoks, som er baseret på bivoks og terpentin. Voksen masseres ud i små klatter med en tør engangsklud. Voksen kan poleres op således bordet kommer til at fremstå helt blankt. Jo blankere, des mere afvisende. 

En lille notits omkring vores sortgrå beton:​

Vi kalder vores mørke betonplader for "sortgrå". Selve farven kan dog objektivt set diskuteres,

men det er denne betegnelse, der kommer farven nærmest.

Farven er mørkere end mørkegrå og mere i retning af antracit og sort. Vi kalder den sortgrå.

Varme

Vores betonplader er ikke varmebestandige så vi anbefaler, at I ikke stiller varme ting fra ovnen direkte på bordpladen.

 

 

HVAD GØR VI, HVIS DER KOMMER EN PLET PÅ VORES BETONBORD?

Beton er et byggemateriale, der indeholder naturlige elementer, som kalk, grus og vand. Selvom I behandler jeres bord efter ovenstående devise kan vi ikke garantere, at det er 100% afvisende overfor syre, kaffe, rødvin, fedt etc. Med ovenstående behandlingsprocedure er I godt dækket ind imod pletter, men skulle uheldet opstå og rødvinsflasken eller kaffekoppen har stået natten over på jeres bord og efterladt en plet eller ring, er alt håb naturligvis ikke ude.

Vi synes personligt, at betonpladerne skal have lov at leve deres liv og modtage tidens tand. Vi har mange kunder, der slet og ret frasiger sig, at vi grundbehandler deres bord fordi de ønsker et råt udtryk over tid, men får I en plet I ikke kan leve med anbefaler vi følgende:

Tippet her udføres helt på eget ansvar og gælder både for vores lyse- og sortgrå betonplader.

Hæld lidt vand på pletten og tá nu et stykke sandpapir eller en slibesvamp med højt korntal (minimum 400) og massér pletten i cirkulære bevægelser ganske ganske let med sandpapiret i vandet indtil I fornemmer, at pletten forsvinder. Tør vandet væk undervejs og vurder om pletten skal have en tur til med sandpapiret.  

Gentag nu lokalt nano/voks-behandlingen beskrevet i afsnittet herover, som relaterer sig til betonbordpladerne.

I kan også at udføre denne vandslibning på hele pladen, hvis I synes bordet trænger til en generel opfriskning. Gentag derpå nano/voks-behandlingen.

Hvis I er usikre på proceduren er I naturligvis også velkomne til at kontakte os enten pr. telefon eller email. 

Så løber vi meget gerne eventuelle plet-problematikker igennem med jer.  I kan fange os her: +45 30274556 / +45 28564703 / info@eberhart-furniture.com

 

VEDLIGEHOLDELSE AF JERES TRÆDELE

Hos Eberhart Furniture anvender vi massiv eg til fremstillingen af vores bordplader, bordben og tillægsplader.

Dette afsnit omhandler en beskrivelse af vores oliering og vores generelle anbefaling til, hvordan I vedligeholder jeres trædele .

Vi leverer trædele i hhv. sortolieret eg, hvidolieret eg eller "invisible" olie eg.

Til indfarvning af vores egetræ anvender vi terpentinbaserede olier fra Junckers, som I kan finde her. I kan finde mere info om olien via linket, hvor I også kan blive guidet til nærmeste forhandler.

Har I købt et bord eller har I tillægsplader i "invisible" , hvid- eller sortolieret eg kan I i det daglige blot tørre pladerne af med en fugtig klud uden sæbe.

"Invisible" olie eg

Har I købt et bord eller tillægsplader i natur eg er dette leveret med en klar "invisible" olie fra Junckers. 

For at beskytte jeres natur egetræsdele har vi valgt at behandle alt natur eg med "invisible" olie, men egetræ kan behandles på mange måder. Har I et specifikt ønske om at få jeres bord til at matche eksistrende trædele i hjemmet (lad det være sæbebehandlet, voksbehandlet, ludbehandlet eller linoliebehandlet etc.) leverer vi gerne bordet helt ubehandlet, men på eget ansvar.

Den olie vi anvender gør ikke egetræet gullig i farven, men beholder den naturlige lyse egetræsfarve. 

Hvid- og sortolieret eg


​Bemærk! Den hvide og den sorte olie farver KRAFTIGT, så vores anbefaling er at tage gummihandsker på og iøvrigt være påpasselige omkring gulv og øvrige omgivelser når I olierer træet. 

Hvad gør vi, hvis der kommer en plet på vores egetræsbord?

Egetræ patinerer og det synes vi er smukt, men skulle uheldet være ude og kommer der over tid mærker og pletter på træet I ikke kan leve med anbefaler vi, at I frisker bordplade, bordben eller tillægspladerne op med den pågældende olie bordet er købt med på hele overfladen. Dette kan også gøres, hvis I synes, at pladerne trænger til en generel opfriskning eller en anelse dybere glød. Det er nemmest at friske tillægspladerne op når de sidder monteret på Hector. Følg olieringsanvisningen på oliebøtten.

Hos Eberhart Furniture er alle trædele udarbejdet i massiv eg. Dette gør, at eksempelvis jeres bordplade kan slibes ned og efterbehandles efter eget ønske. 

 

Over tid kan egetræet "rejse sig". Det vil sige: fremstå mere groft i overfladen. Dette kan også ske, hvis bordet vaskes eller tørres af med for megen vand. Oplever I, at jeres bordplade har rejst sig anbefaler vi, at I tager bagsiden af et stykke sandpapir og løber let henover hele pladen for at få egetræet til at lægge sig igen. Alternativt anvender I et stykke højtkornet sandpapir på hele pladen og efterbehandler med den pågældende olie, som I har købt bordet med.   


 

©2016 · All Rights Reserved · Terms and conditions 
EBERHART FURNITURE ApS · KRONPRINSESSEGADE 8. Kld. 1306 KØBENHAVN K · CVR: 35648194 

Eberhart Furniture er en møbelvirksomhed med speciale i design - og produktion af runde borde i beton
TELEFON +45 30274556 (professionelt regi) eller +45 28564703 (private kunder).

EMAIL INFO@EBERHART-FURNITURE.COM

  • Facebook - Grey Circle
  • Instagram - Grey Circle